Dollerup Kirke

Link til hovedside med kirkeblad

Dollerup kirke
Kirken er altid åben. Gå bare ind i den og nyd det smukke, gamle kirkerum. Sæt dig på en af bænkene og lad tankerne løbe eller bed en bøn, eller gå op til alteret og knæl på knæfaldet og se på den smukke altertavle. Kirken er din. Du skal bare lade, som om du er hjemme i Guds hus. Og vil du være med til gudstjeneste, så tag et kirkeblad i våbenhuset, når du går og se der i, hvor når der er gudstjeneste.
Venlig hilsen, sognepræst Hanne Ellemann Rytter


Dollerup kirke ligger meget smukt. Det er ikke for ingenting, at mange ønsker at blive gift i kirken. Der er mindst ti bryllupper hvert år i Dollerup kirke. Gudstjeneste er der hver anden søndag. Der kommer gennemsnitlig 34 kirkegængere i kirke i Dollerup til gudstjenesterne. Du er også velkommen! Der er dejlig musik og kirkesang og prædiken og altergang og ofte dåb. Og så er det at sidde i en bygning, der er 800 år gammel en oplevelse i sig selv.

 Det er en kullet kirke. Det vil sige en kirke uden tårn. Kirken er 800 år gammel og måske har der ligget en trækirke før den tid.

Til Dollerup kirkedistrikt hører Dollerup, Stanghede og knap halvdelen af Skelhøje.

Kirken ligger i Viborg kommune, og konfirmanderne i Skelhøje går til Frederiks, så derfor er folk i Skelhøje meget trofaste over for deres kirke.

Døbefonten i Dollerup kirke. Der er mandshovededer på sokkelen.
Dåbssættet er blot fra 1950’erne. Døbefonten er sikkert af samme alder som kirken.

 

Kirken gennemgik i 2007- 2009 en omfattende indvendig restaurering. På de næste billeder ser vi de nye lyse farver, som billedkunstner Birte Mølgaard fra Hald Ege har foreslået. ”Rummet kalder på lys, lethed og varme.” skriver hun i sit oplæg.

 

 

 

 

 

Artiklen der nu kommer er skrevet af arkitekt Emma Dancker-Jensen , som for ikke længe siden er død.
Hun har været medlem af menighedsrådet i en længere periode og boede på Trinbrædtvej i Hald Ege.

 

 

 

 

 

Bakkernes gamle kirke

Mellem mørke, langstrakte lyngbakker løfter den lille, kullede kirke sine grå mure op over kornmarken og kirkegårdens brede kampestensdiger. Kirken ligger midt i det kilometerbrede net af okse- og hærvejsspor. Tæt øst for kirken fandtes tidligere et firkantet aflukke af jordvolde, som nu kun har den ene side bevaret. Det er formentlig en fold for dyrene, mens man gjorde et hvil.

Danmark var i vikingetiden og middelalderen et kriger- og landbrugssamfund, hvor de jyske kvaderstenskirker alle blev bygget mellem år 1125 (Viborg domkirke) og 1250. Dollerups historie går tilbage til den sene vikingetid, som en udflytterbygd, der ikke som Finderup og Ravnstrup og andre “rup”per har et mandsnavn indbygget i navnet. Bebyggelsen er derfor antagelig ikke, som de andre, opstået som et familiekollektiv.

Tiden og egnen.
Danmark var i vikingetiden og middelalderen et kriger- og landbrugssamfund, hvor de jyske kvaderstens-kirker alle blev bygget mellem år 1125 (Viborg domkirke) og år 1250. Man mener, der var 3 hovedbygge-perioder.

Dollerups historie går tilbage til den sene vikingetid som en udflytterbygd, der ikke som Finderup, Ravnstrup og andre – »rup«per har et mandsnavn indbygget i navnet. Bebyggelsen er derfor antagelig ikke, som de andre, opstået som et familiekollektiv. Det er rimeligt at antage, at Dollerup i kirke-bygningstiden lå under Hald. I hvert fald er kirken opført, medens det første Hald, kaldet Valdemar-skansen, var i brug. Valdemarerne regerede 1146-1241. Kirken blev selvejet 1. januar 1910.

Kirkebygningen

Kirkegården har kraftige stendiger, og den ældste del er en halv oldager. Kirken er ca. 24,5 meter lang, og skibet er 7,5 meter bredt udvendig. Indvendig er skibet 5,5 m x 12,7 m – i alt 70 m2.

Kirken er en kvaderstensbygning med kor og skib på dobbeltsokkel. Vi lægger mærke til en sokkelsten, der er ca. 2,5 m lang, og en anden, der kun er lidt kortere, medens en almindelig kvadersten i våbenhuset ikke giver dem stort efter. De er alle tilhugget af sten fra omegnens marker. Kirken har en karnisprofileret gesims af teglsten, hvor hjørnerne er tilhugne granitkvadre. Gesimsen er derfor oprindelig, og den har været kirkens pryd og var dengang et nymodens påfund, der henfører kirkebyggeriet til 1200-tallets begyndelse.

De oprindelige døre i nord- og sydmur, kvinde og mand indgang, er nu tilmurede, og indgangen er i vestgavlen. Et smukt, glat, falset tympanon fra en af portalerne har siden 1876 være indmuret i sydsiden, mens resterne af den anden identiske portal er anbragt i kirkens nuværende hovedindgang i våbenhusets nordside. De gamle døre har haft retkantede karme. Kirkens og korets nordside står næsten urørt fra kirkens første tid. Her findes det eneste bevarede vindue, der dog er tilmuret. Sydmuren fik nye og større vinduer i 1876, korets sydside i 1882. En rundbuet vinduesoverligger er bevaret, og den ligger nu ved sydmuren. Vinduesoverliggeren kan meget vel tænkes at være fra et vindue, der var placeret i vestmuren, hvor den nuværende indgangsdør til kirkerummet er. Kirken har været oplyst af skæret fra vokslys. Ellers har der været dunkelt under gudstjenesten.

Våbenhuset er bygget i 1600-tallets begyndelse. Det står på en sokkel af granitkvadre, som lensmanden Knud Gyldenstjernes hus på Hald gjorde. Det har 50 cm tykke munkestensvægge i krydsforbandt og har kurvehanksbue over døren til kirkerummet.

Kirkeklokken, der hænger under en bjælke i østgavlen, er støbt af Borchard Gellgieter i 1601 og bærer indskriften: ”Verbum Domini manet in Aeterum. (Herrens ord varer evindeligt). Klokken blev efterset 1975, og fra samme år lyder klokken ikke længere ved håndkraft, men ved hjælp af el.

Kirkens indre

Kirkens loft er bjælkeloft, korbuen er bevaret med sine kraftigt profilerede kragsten. Et murfremspring i skibets sydøstre hjørne, nu brugt som støtte for prædikestolen, er sikkert anlægget til et gammelt sidealter. Kirken gennemgik i 1958 en gennemgribende restaurering, og hele alterpartiet blev renoveret. På det helt nye alterbord står en rennæssancetavle i 2 stokværk med sidevinger. I felterne malerier fra 1700-tallet med et nadverbillede i midten. Der er meget symbolik i billedet, der kan betragtes som en forlængelse af kirkerummet, idet der over billedets nadverbord hænger en lysekrone magen til kirkens øvrige lysekroner. Kirken havde indtil 1958 en tavlet flisebelagt midtergang, hvilket også ses på billedet. På sidevingerne vises Moses med lovens tavler til venstre og Kristus med sejrsbanner til højre og med et nadverbillede i midterfeltet. På alteret står 2 kraftige barokalterstager mærket Daniel Fischer 1682. Knæfaldsskranken er fra 1958.

Den nye alterdug er broderet af Fr. Ragna Christensen, Dollerup, 1979 og den gamle alterdug er broderet af menighedsrådsmedlem Jens Chr. Nielsens hustru, Nonbo, i 1926. Et altermaleri, skænket i 1892 af Fru herredsfoged M.D. Krabbe, er i 1993 blevet restaureret og er nu i depot i Sognehuset i Hald Ege. Motivet et Kristus med tornekrone.

 

Den fine døbefont, som er lige så gammel som kirken, har en glat kumme på profilfod med mandshoveder i hjørnerne. Den har i 1879 fået en slem ophugning, fordi den dengang var malet. Dåbsfad og kande er fra 1950, indkøbt hos kunstsmed K. Ejbye i Odense. Døbefonten blev i 1905 flyttet fra det nordre hjørne ved indgangen til den nuværende plads.

I korets sydvæg findes en lille firkantet niche, der sikkert har været anvendt til et relikvieskrin eller afløb for resterne af vievandet, så det blev på indviet jord. Nu er der anbragt et gammelt pengeskrin fra 1600-tallet. I korets nordvæg er fastgjort en ligsten, som indtil restaureringen i 1958 lå i gulvet foran alteret. Forvalter Christian Christensen fra Hald Hovedgård (senere ejer at Neder Testrup. Han regnes for Schinkels uægteskabelige søn) lod stenen lægge i kirken som et minde over sin hustru, Charlotte Amalie Lind, der døde i barselssengen tillige med den nyfødte pige i 1787.

Prædikestolen er fra første halvdel af 1600-tallet med hjørnesøjler. Stafferingerne er fra 1704. Malerierne i de fire felter forestiller evangelisten Matthæus (med englen), Lukas (med oksen) og Markus (med løven). På det fjerde felt et ikke færdiggjort billede af Johannes (med ørnen).           

På opgangen til prædikestolen findes to malerier. Den ene forestiller en kvindefigur siddende på et anker. Billedet bærer den latinske tekst: Dum spiro spero (Så længe jeg ånder, håber jeg). Det andet maleri forestiller en mandsfigur med et spejl eller en glaskugle og bærer indskriften: Non est mortale quid opto. (Det er ikke det forgængelige, jeg tragter efter). De to billeder kan være illustrationer til de to klassiske dyder: Håbet og klogskaben.

På opgangen til prædikestolen findes et gennemløbende skriftbånd:

De gode Gierninger har samlet disse Steene,
Som vi ej holde kand beprydede og reene.
Ti gode Gierninger er moxem Rømmet hen,
For troen kun et Nafn sig hafver lade igjen.

Bekostet kirken til en prydelse i 1704 af And. Munck (den daværende sognepræst).

På prædikestolens lydhimmel findes en indskrift fra o. 1800. Denne indskrift, som oprindeligt stod at læse på opgangen til prædikestolen, lyder:

Gud lægger selv sit Ord i hver en Tieners Mund,
Til de maa bære Frugt, sand Troe og Kiærlighed
På dette sted og hver Tilhører Hjertes Grund,
Gud selv til Lof og Priis dem selv til salighed.

På skibets nordvæg hænger et fint gotisk korbue-krucifiks (1300-tallets slutning). Fodstykket, som er groft afskåret og må stamme fra bjælken under korbuen, har i 1783 fået påmalet årstallet og indskriften: ”Ej korsets træ vi dyrke må. Men Christum, som der hængte på.”

Kirkebænkene er fra 1890, men gavlene blev forandret i 1958.

Lysekronerne er fra 1600-talllet. De er i øvrigt afbildet på altertavlens nadverbillede.

Over døren i vestgavlen har Orgelfirmaet Marcussen og Søn, Åbenrå, i 1960 bygget et lille orgel på 5 stemmer. Senere udvidet med en pedalstemme. 

Kirkeskibet er en model af ”Norske Løve” 1663 (målestok 1:75). Det er købt for renterne af Ane Margrethe Pedersens legat af 1940 til Dollerup Kirkes forskønnelse og bygget af lærer Peter Bloch, Daugbjerg, Ophængt 1982.


De skjulte skatte

Kirken har en sort med guldkors prydet oblatæske af porcelæn fra 1800-tallets første halvdel, Kirken har endvidere en sølvkalk med årstallet 1759 indgraveret samt den tilhørende sølvdisk. Det må være Frederik Schinkel på Hald, der har skænket dette altersæt, da han havde flere anledninger til denne gave netop i 1759, hvor Frederik Schinkel på Hald’s søster bliver gift, hans mor dør, og han får en søn. 

Desuden er der særkalke fra 1937, indkøbt hos kunstsmed K. Ejbye, Odense samt en vinske fra 1903 (dette er pist væk).

I kirken opbevares et dåbssæt af tin fra 1731 (barokken), formentlig støbt af Anders Sørensen Harbo i Viborg. Stemplet er et mangegodsmærke, som blev brugt, hvor legeringen havde et særlig stort blyindhold. Endvidere har kirken et røgelseskar fra 1250-1330. Karret er af lokal oprindelse, sikkert fremstillet i Viborg. Det må oprindelig have været mindst 2. Det nuværende dåbssæt er fra 1950’erne.

Korset på den gamle messehagel fra 1877 stammer fra en ældre messehagel, givet ca. 1715 af baron Juel-Ryesensten og frue til Lundsbeck i Bislev sg., sydøst for Nibe. Baron Juel var stedsøn til Gregers Daae, som han havde arvet Hald efter. De boede der aldrig. Et alterklæde, som var meget stort og med meget broderi, eksisterede endnu i 1901, det var broderet og skænket af “hands Frues Pige for en Kierke-Hvile-Graf”. Foruden den gamle røde har kirken en hvid, en lilla og en grøn messehagel anskaffet i 1966.

Evangelisten Mattæus og hans evangelistsymbol, englen, på prædikestolen i Dollerup kirke. Meget charmerende malet. Englen er veltilpas, Mattæus tænksom.

Om at flytte kirken

Dollerup kirke var engang i fare for at blive revet ned sammen med Finderup kirke, idet herremanden på Hald, ”Den gale Schinkel”, ville bygge en ny kirke til erstatningen for disse to ved Hald Hovedgård. Han fik tilladelse til at nedrive de to kirker, men det var under forudsætning af, at han opførte dem igen i bedre skikkelse. Til alt held blev de ikke nedrevet, men Finderup kirke forlængede han mod vest, og gav kirken et klokketårn.

I “Fra Viborg Amt 1949” – “Kammerherre Schinkel på Hald og hans præst” af aktivar Carl Lindberg Nielsen – gengives et brev til stiftamtmanden som svar på en klage, sognepræst F. Thura har indgivet over Schinkel, som to dage efter begravelsen hentede sin kones lig. Heri skriver Schinkel, at han “førte det her til gården og indsatte på det anstændige sted i den nye bygning, som er bestemt til kapel, hvortil jeg havde så meget mere årsag, som min anden nærmeste ejendomskirke i Finderup på den tid var nedbrudt og stod under opbyggelse tillige med den åbne begravelse, som jeg uden for kirken ved østenden har ladet indrette”. (Det var nu selve koret af Finderup Kirke). Schinkel ville nok ikke have sin kone stående i hvælvingen sammen med den unge præst, som var død 1½ år i forvejen. F. Thura afløste Peder Hansen.

 

Bakkernes gamle kirke

Byggeperiode mellem Kong Knud den 4. 1182-1202 og Kong Valdemar den 2. Sejr 1202-1241.

Kirken hørte under den katolske Domkirke i Viborg, så de stakkels fattige kirkegængere måtte betale for ikke at komme i skærsilden – betale for de kirkelige handlinger og vedligeholdelse af kirken.

Efter reformationen kom Dollerup, Finderup og Ravnstrup kirke til at høre under herremanden på Hald, og man måtte betale tiende til herremanden. Det var mere end det man betaler i forhold til de penge folk har at gøre med i dag. Kirken blev selvejet i 1910.

 

 

 

 

 

 

 

Til venstre for parkeringspladsen ved kirken

Dollerupvej 79 fik præstekusken opstaldet hesten i gamle dage. Der er en tinglysning på det. Her kom et svensk ægtepar til at bosætte sig. Det var svenskeren Niels Zachariassen, født 28. september 1835 i Veberód sogn, Malmóbuslen i Sverige – og han kom til Danmark i 1855. Han kom til Dollerup fra Mórup for at tjene på Dollerup mølle den 10. juni 1862. Han blev den 30. oktober 1868 gift med pigen Anna Olas´ datter. Ægteparret kom til at bo på Dollerupvej 79, de byggede husmandsstedet i svensk stil. Niels Zachariassen blev senere vævemester på Dollerup mølle.

Pastor Erik Aagaard lavede et interview med lærer Jensens 20 år efter pensioneringen:

Et halvt århundrede ved Dollerup kirke – en samtale med pensioneret lærer Christian Fr. Jensen.

Lærer Jensen kan ikke lide denne overskrift. Han kom nemlig til Dollerup som lærer og kirkesanger i året 1900, blev tillige organist i 1908 og blev pensioneret i 1947.

  • Jeg var der kun i 47 år, siger han.

Lønningen var ikke overvældende i året 1900:

Lærerløn: 393 kr.

Kirkesang: 100 kr.

Lønning som kirkebylærer: 50 kr.

En jordlod beregnet som 110 kr.

fourage beregnet til 52 kr.

samt offer og accidenser (tilfældige indtægter) beregnet til 95 kr.

I alt 800 kr. om året plus fri bolig og gratis brændsel.

  • Og så skulle vi også holde skolen ren, indskyder fru Jensen, – og kirken.
  • Hvor meget jord hørte til skolen?
  • 17 tønder land, men kun syv var opdyrket. Så kom vi altså også til at dyrke hede op.
  • Det lyder, som om De havde forstand på landbrug?
  • Lærer Jensen synes åbenbart, at det var et meget morsomt spørgsmål. – Forstand? Ikke spor. Men jeg prøvede at sætte mig teoretisk ind i landbruget og fik i øvrigt en del gode råd hos godsejer Aage Krabbe. Nej, min kunst var meget enkel: jeg gav jorden godt med kunstgødning – og da så merlingen kom, endte det med, at jorden gav et pænt overskud på op til 1000 kr. om året og endda betalte en karleløn.

Håbet er lysegrønt

  • Hvad så med offer? Holdt det sig på de 95 kr. om året?
  • Nej, det kunne skam blive meget mere. Dengang så vi jo rent ud sagt hen til de store bryllupper, hvor man kom kørende i langt optog, først vognen og så brudekareten derpå brudemænd og brudekoner og brudepiger og brudesvende, op til kirken. Sådan et bryllup var der ganske vist ikke hvert år, men det gav tit 25-30 kr. i offer til kirkesangeren.
  • Hvordan foregik denne ofring?

Straks efter vielsen gik brudefolkene op og lagde præstens offer på alteret og degnens i degnstolen, mens vi sang en salme – undertiden ”Dejlig er jorden”. Der er det jo, de linjer kommer: Skøn er sjælenes pilgrimsgang. Ak ja, – det var nu ikke nogen god lønningsmåde.

Der blev også ofret ved barnedåb. Og selvfølgelig var der også højtidsofferet, til jul, påske og pinsen. Skolebørnene fik offersedler med hjem til at pakke beløbet ind i: en hvid seddel til præstens offer og en grøn til degnens, – grønt er jo håbets farve, ved De nok. Jo, det var spændende ar komme hjem og se, hvad der var indeni. Jeg husker engang, præsten fandt en bukseknap. Men sådan noget var der jo ikke noget at gøre ved.

  • Nej, men folk var nu flinke, indskyder fru Jensen. De vidste godt, at lønnen ikke var stor. Og man må også huske på fattigdommen derude på mange af gårdene.

Per Lysdal

  • Hvor lå skolen oprindeligt?
  • Den lå lige over for den nuværende Dollerup skole (Stanghedevej 33) hvor Niels Svendsen (Stanghedevej 44) nu bor. Men i 1850’erne lå den Røverdal 6 i Gammel Dollerup, hvor Svenne Holms ejendom nu ligger. Det var en gammel lerklinet skole, fortalte de gamle. Børnene sad på lange bænke, der var stolpet ned i jorden. Her gik Per Lysdal i skole. Han sad inderst ved væggen, og de andre drenge havde deres morskab med at klemme ham. Til sidst fløj Per Lysdal ud gennem den lerklinede væg. Det var en stor dag, da vi skubbede Per ud gennem væggen, fortalte de gamle. Denne Per Lysdal –?
  • Ja, han var en original. Han var ringer og graver, men havde tidligere været studedriver. Havde drevet stude med de store drifter ad hærvejen til Husum marked. Han var en kæmpestor, stærk, firkantet blok. Han havde bare en fejl: han var for langsom i vendingen. Engang havde han ved et bedested omkring Holstebro kommet i slagsmål med nogle andre studedrivere. Men han var for kluntet, og fik brækket, jeg ved ikke, hvor mange sideben. Men han kom dog spadserende hjem efter den omgang. Jo, han var en tamp. Når han skulle have en ordentlig kradser, var det brændevin med peber i.
  • Han var altså ringer og graver ved Dollerup kirke. Han kom klaprende i træskostøvler med løse sinker op ad kirkegulvet og satte sig lige under prædikestolen. Og når præsten kom til Fadervor, bad Per Lysdal med, højt, men altid bagefter. Han havde sin egen fromhed. Til daglig tog han det ikke så nøje med en ed fra eller til. Men engang, han lå syg, og Frits Langvad besøgte ham, smuttede der en ed. – Gu´ forlod mæ, a band i æ seng! Der var alligevel en grænse.

Skiftende omgivelser- uforandret indhold

  • Men De holdt altså kirken?
  • Ja, lige til omkring 1920. De ujævne, gule flensborgsten, som gulvet den gang bestod af, var ikke lette at holde rene. Der kunne være op til 10 graders frost i kirken, – der var ingen varmeovn før omkring 1904, så fik vi en stor, muret ovn. Jo, vi var vant til at fryse bravt. Folk kom til kirke i hjemmelavede vadmelskofter og med træskostøvler eller fedtlæderstøvler. Det var vist ikke godt for præsten at stå på prædikestolen, for deroppe samlede alle dunsterne sig. – ja, jeg tog da sivskoene af, når jeg skulle bede ind- og udgangsbøn.
  • Du glemte det engang, indskyder fru Jensen sagligt.
  • Nå, ja, men det var der vist ingen, der bemærkede. Men det var jo en hel lise, da der kom varmeovn. Men den var slem til at ose. Tit stod der tæt røg i kirken, når jeg kom til eftermiddagsgudstjeneste. Og det harmonium, vi fik i 1908, blev ødelagt af varmen. Det holdt kun i 10 år. Det stod nu også oppe på pulpituret. Det nye, vi fik anskaffet i 1920 fra Leipzig, fik vi stillet ved foden af prædikestolen, og det holdt lige til 1960. Det kostede 7.000 mark, hvilket svarer til ca. 1.095 kr.
  • Og det, der foregik i kirken?
  • Det var vel det samme, der foregik endnu i dag. Omgivelserne har skiftet, men indholdet er uforandret. Ligesom fire præster skiftede i min tid, og livet fortsatte.
  • Det er lang tid.

Ja og store forandringer er sket – de gamle hviler på kirkegården. En enkelt slægt har jeg indført i kirkebogen gennem fem generationer, nemlig Mads Christensens. Han blev 97 år og havde levet under seks konger. Den rekord kan jeg ikke slå.

I forhold til citatet fra ” Lærerne og Samfundet” på side 67, må man sige, at lærer Jensens egne beskrivelse af sin Landbrugsmæssige indsats var præget af beskedenhed.

Det var i øvrigt interessante og nye oplysninger, degnen gav her. Jeg havde f.eks. ikke forestillet mig, at de store bryllupsoptog fortsatte op til 1900-tallet, ligesom de mange dele, lærerlønningen var opdelt i, forbavser mig. Jeg tror pensionsalderen var 70 år, men hvor stor lærerpensionen var omkring 1900, nævnes ikke.

Lærer Jensen var aktiv i foreningslivet i Dollerup. Da ”Husmandsforeningen” i 1910 blev stiftet, var han den første formand, og ”den gamle degn” ” styrede” i en stor del af otiums tiden fra sin nye bolig i Dollerup ved ”Korsvejen” Brugsforeningen, hvis kasserer han var i 55 år fra 1905 til 1960, et arbejde, han udførte overmåde samvittighedsfuldt. Nogen mente alt for samvittighedsfuld. Han kunne f.eks. fra sit vindue, Dollerupvej 158, hold øje med Brugsens vinduer, og det fortælles, at han engang kom ind i Brugsen, slukkede for lyset og forsvandt igen til uddeleren, Aksel Frederiksens store irritation. Der skulle ikke fråses unødigt med Brugsens elektricitetsregning. Når han kom over i Brugsen kunne han også finde på at slukke for kaffemøllen, hvis den efter hans mening gik for længe. Jo, han var en samvittighedsfuld kasserer.

I rigtig mange år var både lærer Jensens og lærerinde frk. Christensen næsten faste deltagere i barnedåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser – frk. Christensen desuden i familiebegivenheder af mere privat karakter i Dollerup.

Få år før Jensen døde i 1969, var ægteparret flyttet på plejehjem i Bjerringbro, og her døde Marie Jensen tre år senere, i 1972.

 

En lettere omskrivning efter Emma Dancker-Jensen, Hald Ege, udarbejdet af Niels Ejnar Engedahl, Skelhøje 2019