Viborg Kammerkor i Dollerup Kirke

Viborg Kammerkor i Dollerup Kirke

Velkommen til en stemningsfuld julekoncert 12. december kl. 19.30 i Dollerup Kirke med Viborg Kammerkor. En koncert der vil gøre sit bedste for at sætte os alle i en god julestemning.

Et særligt værk er på repertoiret, nemlig Benjamin Brittens julemusik ”A Ceremony of Carols”, der er for den lidt specielle sammensætning: kor og harpe! Et værk der er smukt og inspirerende at lytte til.

Ud over dette vil koret også synge kendte julesange og salmer ligesom tilhørerne også vil få mulighed for at synge med.

En koncert som emmer af julestemning og højtideligt godt humør.

Viborg Kammerkor er et blandet kor på ca. 35 medlemmer. Det er et seriøst arbejdende amatørkor, der gennem tiden har sunget mange store værker sammen med orkestre og sangere, deriblandt Dvoraks Messe i D-dur, Schuberts Messe i G-dur og Händels Messias.

Ved dirigentpodiet står Maja Simonsen, der har været dirigent for koret siden 2014. Sammen med hende forsøger koret til stadighed at udvikle klang, intonation og præcision, så musikken kommer godt til udtryk – samtidig med at det også skal være plads til hygge og socialt samvær. Maja er også organist og kantor i Houlkær Kirke.

Harpe: Joost Schelling. Dirigent: Maja Simonsen.